Horsens og Omegns Biavlerforening
§ 1. Navn Foreningens navn er Horsens og Omegns Biavlerforening stiftet 16. februar 1868.
§ 2. Formål Foreningens formål er at samle biavlere og andre med interesse for biavl i en lokalforening, der skal virke for biavlens fremme og tilsluttes Danmarks Biavlerforening.
§ 3. Medlemskab Som medlem kan optages enhver, der har interesse for foreningens formål. Dog kan personer optages i lokalforeningen som medlemmer til reduceret kontingent. Sådanne lokalforeningsmedlemmer får ikke Tidsskrift for Biavl, er ikke omfattet af Danmarks Biavlerforenings forsikringer, kan ikke benytte DBF’s etiketter og har ikke stemmeret på generalforsamlingen.
§ 4. Eksklusion Medlemmer, der direkte skader eller modarbejder biavlens interesser, kan af bestyrelsen ekskluderes. Eksklusioner kan af begge parter ankes til afgørelse på en generalforsamling.
§ 5. Generalforsamling Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed og afholdes hvert år inden udgangen af november måned. Hvert medlem kan på generalforsamlingen stemme med 1 stemme. Generalforsamlingen indvarsles senest 8 dage før dens afholdelse på Horsens Biavlerforenings hjemmeside. Forslag fra medlemmer til dagsorden må være formanden i hænde senest 1. oktober. Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter bestyrelsens beslutning, eller når 20 medlemmer forlanger det skriftligt og med opgivelse af de spørgsmål, der ønskes behandlet. Generalforsamlinger afholdes med følgende dagsorden:
- Valg af dirigent.
- Bestyrelsens beretning.
- Fremlæggelse af regnskab.
- Bestyrelsens forslag og planer for det kommende år, herunder kontingentfastsættelse.
- Indkomne forslag.
- Valg af bestyrelse og suppleant.
- Valg af delegerede/valgforbund (jvf. DBF’s vedtægter pgf. 7).
- Valg af revisor
- Eventuelt.
Alle afstemninger afgøres ved almindelig stemmeflerhed. Afstemninger afholdes skriftligt, blot én af de tilstedeværende medlemmer forlanger det. Til vedtagelse af lovændringer kræves, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for ændringen. Horsens og Omegns Biavlerforening kan opløses, når det med 2/3 af de afgivne stemmer vedtages på to hinanden følgende generalforsamlinger, der afholdes med mindst 1 måneds mellemrum.
§ 6. Bestyrelsen Bestyrelsen består af 5 medlemmer. Bestyrelsesmedlemmer vælges for en toårig periode. Bestyrelsens vælger selv sin formand, næstformand og kasserer. Formanden er at betragte som det direkte forbindelsesled mellem Danmarks Biavlerforening og Horsens og Omegns Biavlerforening. Kassereren har ansvaret for det økonomiske mellemværende mellem Danmarks Biavlerforening og Horsens og Omegns Biavlerforening. Foreningens regnskabsår går fra 1. oktober til 30. september. Bestyrelsen holder møde, når formanden finder det fornødent, eller når 3 bestyrelsesmedlemmer ønsker det. Der føres protokol over bestyrelsesmøder og generalforsamlinger. Bestyrelsesmødet indvarsles med 8 dages varsel. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når én mere end halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er mødt. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. Nærværende love træder i kraft den 18. marts 1980. Således vedtaget på generalforsamlingen den 26. november 1979 og den ekstraordinære den 18. marts 1980, samt den ekstraordinære den. 15. marts 2005.
Formand: Jørgen Wind Andersen Chr. Jørgensen Jens Christensen Axel Bjerregaard Christensen Henning Petersen Bestyrelsen
d. 15. marts 2005 Formand: Jørgen Wind Andersen Leif Jacobsen Hans Skov Hans Jørgen Eigil Holm